Kontobogen
I vores kontobog hos købmanden gøres regnskabet op. Nederst på siden sættes en streg under talrækken og man tæller nøje sammen. Helst to gange for at være sikker. Efter opgøret starter man på en helt ny side. Den slags regnskaber findes i mange af – også i andre af livets situationer.
“Fredde kan du gå hen til Ellen Sandvej og hente noget gær og et halvt pund kaffe”? Mor stod med indkøbsnettet i den ene hånd og høkerens kontobog i den anden hånd. “Der ligger penge indeni bogen, vi skal betale bogen i dag, og du får sikkert bolsjer, når du betaler”.
Vi købte på bog hos købmanden og jeg kunne bare løbe hen til butikken og aflevere mors seddel. Efter en stund, og når kontobogens sider blev fulde, så satte Ellen en slutstreg og talte kolonnen med tal sammen. Næste gang vi kom efter varer, så gav Ellen os bogen med hjem og sagde, at vi skulle give den til far. Så lå den på fars skrivebord et par dage, hvorefter far kiggede både på sammentællingen og på de enkelte beløb. Så fandt han pengene frem og lagde dem i bogen. Herfra gik bogen til mor, så til måske mig, som så med store forventninger løb hen til høkeren og afleverede bog med penge.
Linjeret kolonnebog
Regnskaber og slutstreger
Gårdens regnskabsbøger har mange sammentællinger. Som regel blader man om til en ny side efter en sammentælling, en blank side med nye muligheder.
Der er også større sammentællinger, som når en gård skifter ejer. Også her starter den nye ejer altid på en ny side. Helt blank er siden jo nødvendigvis ikke – men oplevelsen af en blank side er altid en del af fornøjelsen ved at købe en gård.
Slægtens slutstreger
Mads og Thøre, mine oldeforældre, havde givet deres børn en god opdragelse og iscenesat det meste for familien. Så farfar og hans søskende levede livet indenfor slægtens kolonner. 6 søskende levede deres liv som ægtefolk på 6 forskellige gårde på Als. Alle søskende kunne samtale om arbejdet ude og inde, og når hele familien samledes omkring søndagskaffen hjemme på Stjørnsholm var man enige om det meste.
Farfars og farmors børn gik det anderledes. En nyorientering mod byen var kommet til Holm. Deres førstefødte, Thyra, blev sønderborggenser og kunne Sønderborg på fingrene. Næste mand, min far Mads, brugte nyorienteringen til at lære nyt; som landvæsenselev; som højskoleelev og som landbrugsskoleelev. I tillæg rejste han 6 mdr. på studieophold i England. Yngstemand, Christian, havde grønne fingre. Disse fingre bragte Cedde i gartnerlære på Fyn for så senere at etablere en blomsterbutik i København. Alle søgte de ny viden udenfor landsbyen.
Snart blev far således ganske alene om at repræsentere slægten i Holm.
Min tid
Os gik det alle anderledes. Vi er fire børn efter mor og far og alle rejste vi – efterhånden – fra gården, fra landbrugsgjerningen og fra landsbylivet. Tiden var kommet til at man – også kvinder – skulle have lønarbejde og frihed efter klokke 4. Drømmen om individualiteten havde overhalet livets sikre havn i fællesskabet.
Katapulten
Gymnasiet, det vil sige Statsskolen i Sønderborg, var affyringsrampen. Herfra kunne man med katapult blive sendt til storbyen for at blive opslugt af andre folks store virksomheder eller sidde på en kontorstol med udsigt til et andet kontor. Ældstesøster, Dorthe, rejste i 3 år med rutebil til stasskolen, hvorefter hun fra færgelejet i Fynshav rejste til København. Som første pige fra Holm lod hun sig omfavne af gymnasiets utrolige og lidt mystiske verden. Vi der boede i Holm havde intet dårligt at sige om dette, men helt forstod vi ikke denne fjerne gymnasiale verden. Men en slutstreg, det var det. Og et nyt blad ventede på næste side.
Sønderborg_Statsskole
Som familens drengebarn skulle jeg ikke i gymnasiet. Gården ventede. Og alle kunne jo se mismatchen mellem oldtidskundskab og filosofi på Statsskolen og landbrugsgerningen.
Slægtens slutstreg
Men senere satte jeg min slutstreg – engang i 1972. Til novembers skiftedag rejste jeg til København. Her sad jeg på kontor på landbrugets Axelborg, fik en regnemaskine og brugte dagene til at sammentælle talkolonner med små og store grise. Landmand ville jeg jo ikke være.
Min egen slutstreg trak jeg, men sammentælling lod vente på sig. Far og mor måtte slå den endegyldige slutstreg. De solgte gården i 1986.
Far døde i 1989, hvorefter mor rejste vestpå, hjem til slægtens vestjyske rødder. Slutstregen var slået for min slægt i Holm.
Resten er minder. Og heldigvis skylder vi ikke noget hos købmanden. Kontobogen blev gjort op.
