Høst af sisal. Bladene indeholder tarver, der spindes og twinnes til fx tov og høstbindegarn.
En bonde rejser ud
I Arusha blev vi undervist i sprog, landeforhold og takt og tone i Afrika. Vi skulle fordeles til 5 lande; Lesotho, Botswana, Zambia, Tanzania og Kenya. Jeg skulle til Tanzania. I de omkringliggende lande var der fortsat stor usikkerhed, i Uganda herskede “slagteren”, Idi Amin, i dagens Zimbabwe kæmpede befrielsesbevægelser for frihed og i Sydafrika og dagens Namibia, var der apartheid – en politik vi var politisk imod. Som frivillige havde vi alle udviklingsarbejde som mål og alle var vi imod økonomisk udbytning og politisk undertrykkelse.
Vi var en blandet flok unge kvinder og mænd. Også en god del forældre med små børn rejste ud. Alle var hjemme fra blevet udvalgte til specifikke opgaver, mange var uddannet som håndværker, landmand, sygeplejerske o.l., færre havde akademiske baggrunde. Dette ændrede sig de følgende år og i dag er alle u-landsarbejde akademikere.
Tanzania. Muheza ligger i N/Ø udenfor Tanga. Songea helt i syd
Muheza – en udfordring
Udstyret med en lille motorcykel og malaria piller for 2 år, blev jeg i midten af 1977 ansat på Muheza Development Corporation. Muheza ligger lige udenfor Tanga. Samvirket var en kommunal virksomhed og havde er en række økonomiske aktiviteter, så som hotel og restaurant, et snedkerværksted, benzin station, en majs farm, en appelsin plantage, en krydderi plantage og en sisal plantage. Min opgave var, at rydde sisal plantagen og derefter etablere en mælkefarm. Her passede en dansk landmand jo fint ind.
Sisal plantage
Begyndelsen
Min bagage bestod af 2 sportstasker og et par solbriller. Jeg blev først installeret på Muheza Hotel, hvor jeg fik det ene af hotellets 2 værelser. Jeg vænnede mig hurtigt til forholdene, men undrede mig den første nat over, at det puslede udenfor de åbne vinduer. Forklaringen var, at om natten gik en vagtmand, med bue og pil, omkring hotellet og passede på os alle. Om dagen arbejdede en håndfuld kvinder i køkken og i restauranten samt i baren. Dagens ret blev kogt udendørs på små fyr-steder – først slagtede man geden, parterede den og kogte derefter dagens gedestuvning.
Jeg havde kontor i kælderen, her sad jeg og regnede på kvægfarmen; hvordan rydder man sisal? Hvor mange køer skulle vi ha? Skal der håndmalkes eller malkes med maskine – og hvad med strøm? Ja, hvordan laver man egentlig en udendørs malkestald i troperne? Men jeg kom til kort, da rammebetingelserne, inklusive budget, var uklare. Mildt sagt. Derfor husker jeg også bedst aftnerne – i baren, eller på terrassen. Her samledes byens notabiliteter i den behagelige aftenkølighed og jeg kunne øve mig på på lokal sproget, swahili, mens jeg blev kendt med de forskellige politikere og forretningsfolk. Jo, der var nok at tænke på, og ganske ufarligt syns jeg, – bare jeg huskede, at tage mine malariapillerne.
Ujamaa – tanzaniansk socialisme
Den tanzanianske socialisme (Ujamaa) under præsident Nyerere havde nationaliseret mange indiske besiddelser og Muhezas samvirke var sammensat af sådanne nationaliseringer. Inderne var jaget på porten. Med tittel af estate manager skulle jeg bo på en gammel og forladt gård i noget der lignede en urskov. På vejen ud havde man vist mig en bulldozer, som i årevis havde stået forladt i vejsiden. Kunne jeg starte den? spurgte de. Og rydde sisal plantagen?
Kommunestyret skulle dog først bevillige pengene til kvægprojektet. Pengene kom aldrig, for kommunerødderne var mistænksomme overfor den unge og nyuddannede chef for samvirket. Helt galt gik det da chefen, under første regnskabsaflæggelse, introducerede begrebet “afskrivning på inventar”. Hvor var de penge blevet af?? Nu stoppede alt op
Jeg konserverer lemon juice til den lokale gin
Da malkekøerne var sat på vent, gik jeg igang med andre opgaver – og der var nok at gribe i. Oppe i højden havde vi så eksotiske afgrøder, som kardemomme, muskat nødder, sort pepper og en plantage med bitter lemon.
Af bitter lemon høstede vi den velduftende olie af lemonfrugtens skral. Vi sendte denne fantastiske olie til parfume industrien i Paris. Resten af frugten med juicen blev smidt væk. Men jeg begyndte nu at samle og konservere lemonsaften. Vi kogte og konserverede juicen over åbne ildsteder og fyldte juicen på dåser, som vi forsejlede. Vi designede labels og klæbede dem på dåserne inden juicen blev solgt. Projektet lykkedes. Snart kunne juicen købes i de lokale barer og vi blandede den med glæde i den lokale gin.
Tanzania flag, National symbol waving against clear blue sky, sunny day
U-landsbistand. Dengang…
Danida-eksperter eller Kirken
Kirkens missionærer havde længe gjort en ihærdig indsats, både for at kristne og for at bringe folk økonomisk på fode. Vi frivillige så os selv som en slags 3. brigade – lidt bedre end de andre. Vi var kritiske til de godt betalte Danida-eksperter og om muligt endnu mere kritiske til, at præster, med mange midler, kristnede afrikanere.
De fleste af os ændrede med årene syn på begge dele. I dag mener jeg enkelt sagt, at stat til stat samarbejde er forudsætningen for, at vi arbejder i landet. Kommer man på besøg, banker vi jo også hoveddøren først, inden man maser ind. Det kirkelige samarbejde har jeg lært at værdsætte, fordi kirken ofte har god kontakt til folk og derfor den spille en god rolle i udviklingsarbejdet. I lande, hvor tilliden til staten er lille, eller negativ, står kirken næsten altid stærkt – den fylder det tomrum staten ikke magter at fylde.
Tørring af sisal – fra kolonitiden. Fra Muheza området.
Tanzania – i dag et krydderi i mit køkken
Mine år som frivillig i Tanzania ligger langt tilbage. Selvstændighed for nye lande og nedturen for kolonitidens herskere lå os på sinde. Men det er spændende, at lade de forløbene 43 år passere revy. Meget er sket siden, både i Afrika og i verden iøvrigt. Når jeg har køkken tjansen hjemme tænker jeg ofte tilbage, – tilbage på kardemomme buske, klatrende peber planter, træer med smukke muskatnødder og på hvor heldige vi er, i vores velorganiserede lande.
Kardemomme, muskat og sort peber
Når jeg i dag laver stuvede hvidkål med muskat eller kommer kardemomme i mine rosinbollerne, så tænker jeg altid på Muheza og disse flotte planter med deres smagfulde frugter.
Kardemomme blomsten sidder ved plantens rod
Kardemommen, vi høstede, ligner på stikkelsbær – runde og kødfulde. Under primitive forhold er det krævende at tørre disse frugter. Vi tørrede frugterne i solen på stråmåtter – og vi huskede som regel, at bjærge dem i tørvejr før troperegnen satte ind. Selv havde jeg altid kardemomme frø i lommen og tyggede dem som bolsjer. Hvis jeg havde tandpine, så dæmpede kardemomme pinen.
Kardemomme kapsler
Den høstede muskatnød er flot. Fjerner man den yderste skal er nødden omgivet af et rødt fletværk, som også høstes og bruges medicinsk. Nødderne vokser på mellemstore træer. De høstes som valnødder. Man fjerner den kødfulde skal og tørrer resten
Muskat nød
Sort peper er en slyngplante. Planten vokser i skyggen og højt op ad urskovens træer. FeD grønne frø hænger i lange klaser og frugterne tørres i solen, på græsmåtter.
Modne peper frø fra en slyngplante, der vokser på træer i skovens skygge.
Ndugo Kaaya gav op og rejste fra Muheza
Min chef, general manager, Ndugu Kaaya, var nyuddannet business manager, og arbejdede hårdt for at få Muheza samvirket til at køre.
Gen Manager Ndugu Kaaya og jeg. Muheza 1977
Samarbejdet mellem Kaaya og de lokale politikere var vanskeligt. Tanga området var muslimsk og konservativt. Ndugu Kaaya var kristen og fremskridtsvenlig. Til sidst gav Kaaya op og det ambitiøse samvirke lå med brækket ryg. Min karriere som estate manager sluttede, da pengene til projektet udeblev. Jeg lagde planerne til malkefarmen i skuffen og bad om en forflyttelse. Først blev jeg spurgt om ville arbejde på en europæisk farm nedenfor Mount Kilimanjaro. Her lå fra kolonitiden flere store jordbrug og der var andre frivillige. Jeg vidste, at livet op ad Mt. Kilimanjaro var mere europæisk end afrikansk, – det ønskede jeg ikke. Jeg fik så arbejde, som rådgiver for en plante forsøgsstation, i Songea – helt syd i Tanzania. Her kom jeg virkelig på landet og helt uden europæisk omgang.
Jeg rejste jo til Tanzania for at arbejde i Afrika!
Efter 2 år i Tanzania?
Da min 2 års kontrakt i Tanzania sluttede lå verden åben. Det var første gang jeg rigtig fik følelsen af frihed til selv at bestemme retningen.
Jeg sluttede min Tanzania oplevelse med en Afrika-Safari – en køretur i Land Rover, sydpå,over Zambezi floden, ind i Botswana, videre til Sydafrika med retning mod Cape Town. Vi var 3, der sammen skulle gennemføre turen. Den første måned og de første lande var planlagte. Ellers var dagsordenen åben.
Land Rover. Legetøjsbil. Håndlavet af drenge i Tanzania. Lavet af skrot-materiale.
Første land var Malawi, næste Zambia og derfra skulle vi med en tov-trukket færge krydse Zambezi floden og køre ind i Botswana. Ugen før vi nåede færgestedet blev færgen sprængt i luften af aphartheid styret i Sydafrika. Bilen måtte returnere og jeg fortsatte sydpå, først med fly til Francistown i Botswanna og derfra med tog til Johannesborg i Sydafrika. I Sydafrika fik jeg mit afrikanske kulturchok – i mødet med hvide sydafrikanere var samtalen mere end vanskelig, bege parter søgte kollisionen. Og mødet med sorte var umuligt – de ville ikke se på mig og de turde slet snakke med mig.
Dette var i 1979. Da sad Nelson Mandela i den berygtede straffelejr på Robben Island på 15. år – og han havde fortsat 11 års fangenskab igen. i 1993 fik Mandela Nobels fredsprisen – sammen med De Klerk. Mandela var det frie Sydafrikas første præsident fra 1994 – 99.
Som frivillige var vores mål, at hjælpe til udvikling og gøre nytte i disse nye lande. Vi diskuterede intenst; hvad er udvikling; hvordan kan jeg gøre nytte; skulle vi gøre deres arbejde eller kun vise vejen; skulle vi hjælpe til faglig organisering; havde Tanzania en socialistisk politik; kunne andelstanken bruges osv.osv. Vores idealisme bar langt, vi engagerede os, vi socialiserede os og lærte meget om lokal levevis og tænkemåde. Senere oplevede vi alle nedture, skuffelsen når vores ideelle planer ikke passede ind i lokale tankesæt eller når nepotisme og korruption stoppede vores arbejde.
Vi lærte alle meget. En livserfaring, som vi senere brugte hjemme eller til at få nye jobs i nye lande.
Hjemme i Danmark
Jeg fulgte op på min engagement i Tanzania med et højskolekursus i journalistik. Jeg blev bare 2 måneder på kurset. Så blev jeg ansat, på samme højskole, som landbrugslærer på et 12 måneders økologisk jordbrugskursus. Det var jo også et engagement, men det er en anden fortælling.
Læs også: Tanzania 1978 – med petroleums lampe
Hej Frederik – interesant læsning, især også for en tidligere frivillig 1982-85 i Zambia.
Også alsinger, næsten jævnaldrende og gået i samme skole.
Gik i parallelklasse med din søster Else.
Har et par gange tidligere stødt på dit navn, og mener du osse var ansat i IBIS?
Hilsen Thorkild Møller opvokset i Oksbøl og af Møllerslægten fra Broballe.
Bor nu på Mors
Hej Thorkild.
Tak for hyggelig respons og kommentarer.
Jeg hygger mig med gamle dage og syns det et nyttig med fokus på det jeg kommer fra.
Forstår du nu bor på Mors. Men at Broballe er dit fødested. Jeg gik i real klasse på Nordborg Skole med Hans og Grete Møller fra Broballe, gården næsten overfor Oksbøl gl. Skole (eller er det Oksbøl?). Er du i slægt med dem?
Du var frivillig i Zambia. Hvad lavede du? Husker en Birte på MS i kontoret i Lusaka. Ellers er jeg kommet til Zambia en del siden, senest vel for ca 10 år siden.
Søster Else besøgte mig i Tanzania – hun har det godt og bor i dag i Allerød. Og ja det var spændende og lærerigt dengang vi kom tæt på det lokale. Senere et ulandsarbejdet løftet mere og mere op i forvaltningen og blevet tilsvarende mindre interessante for fodfolket.
Hører gerne mere om dit liv både dengang og nu.
Med vennlig hilsen Frederik Frederiksen
NB. Regner med at skrive mere på min hjemmeside efter sommeren.