Fra mit norske vindue

Fortælleren, 2018

Det er marts måned. Grålyset er ved at forsvinde. Uden for vinduet klorer mejserne sig fast på foderkulerne eller kommer på korte visitter til fuglebrættet. Langt ude på fjorden sejler Københavnerbåden, retning Oslo. Jeg sejler ikke så ofte mere, Bjørg og jeg foretrækker bilturen gennem Sverige. For enden af motorvejen tager vi færgen over sundet, retning Kronborg og Helsingør. Det er en fin måde at “komme hjem” på.
Det blæste op her til morgen og vinden gør fjorden urolig, rustik med hvide pletter. Jeg holder af, at sidde her alene – vente på at dagen bliver parat. Sådan har jeg altid haft det. Ikke fordi, at være sammen er svært, men fordi sammen og alene er mine siamesiske tvillinger.

Norge

Jeg bor nu her. Dette norske jordstykke er stort nok til et æbletræ og et birketræ. Fuglene værdsætter både haven og mine anstrengelser med foder og fodring. I landet mod syd, på øen Als, var jeg fra barnsben indskrevet til slægtens jordstykke – bol nummer 36. Der blev ikke gangklæder af det stykke stof.

Vi bønder

Men der skete så meget andet – med jordstykket og den slægt, som i 10 generationer eller mere har dyrket slægtens jordstykke. Selv lagde jeg stoffet i kufferten og fik senere syet kakiskorter til arbejdet i tropisk Afrika.
Vi, der har gået på slægtens jord, vidste alle – med mindre end en plovfures nøjagtighed – hvor vores jord holdt op og hvor naboens jord begyndte. Vores kvindfolk stod både vores ære og stolthed nær, hun forløste os når trykket var størst og hun sikrede at slægten fortsatte. Vi kendte nytten af lerjorden, værdien af gavntræ og vi viste, hvordan vi skulle nyttiggøre den lettere jord på toften. Alle ved vi, at jorden er bondens fundament og kvindfolket er det lim, som holder os sammen.

Begriber jeg det, der sker på fuglebrættet?

Det er fint at se fuglene. De kommer både ved solopgang og i aftenlys og kæmper bestandig om føden. Jeg kæmper bare med fornuften – eller er det måske begribelsen af det jeg ser på fuglebrættet. Ikke fordi min forstand er anderledes end andres, men det er en udfordring, helt og fuldt at tilegne sig lærestolenes fornuft. Eventyr og metafysik har altid været forlokkende. I en verden, hvor tro og overtro som oftest er forvist fra samtalens arena, bliver det alligevel et tankekors at alle kender sit eget stjernetegn; alle har prøvet, at banke 3 gange under bordet og sige 7-9-13; tænkt sit når en sort kat krydser ens vej; gået til meditation; haft tro på sejr i fodbold eller tror, at en pænere krop giver lykke. Alt dette kender vi, men skolens undervisning dækker ikke disse emner og de lærde strides fortsat om, hvordan alt begyndte og hvad der egentlig styrer vores liv.

Markens grøde

Men fortsat kan jeg glæde mig over markens grøde eller plovfurer, der er vendt rigtig. Furen bare må dække al stubben, den åbne furekant skal stå skarpt og ligge som efter en snor. Jeg har været heldig – sidder her ved vinduet uden savn og længsel. Bare en stille glæde ved at fornemme dagen begynde og fornøjet med, at heller ikke jeg begriber verden.
Brændeovnen varmer nu på sit bedste og jeg ser, at solen snart vil vise sig frem over fjorden. Min sorte labrador har rejst sig for en stund siden og ligger nu foran ovnen. Snude og øjne er vendt min vej, han ved, at tiden snart er inde. Så skal vi gå turen ned gennem den lille skov, omkring dammen, forbi hestefolden og hjem forbi den gamle skole. Fuglene interesserer ham ikke. Med snuden, så lavt som muligt, er det jordens og duftenes fortælling, der fanger hans sanseapparat. Mere ved jeg ikke om det.

Øverst er himmelen, nederst er skærsilden

Hjemme igen ved jeg, at arbejdet atter vil gribe mig. Arbejdet med at forstå livet i de gamle dage, liv hvor slægten og arbejdet med jorden fik dem til at stå op hver morgen til en hverdag, hvor tanker og handling blev styret af en lodret livsforståelse. En forbigangen tænkemåde, som er vanskelig at forstå i dag. Gud og himmelen var øverst, så havde kongen, præsten og herremanden sine pladser. Nederst var skærsilden og helvede. Dette var en enhedslære, en harmonisk samfundskonstruktion med tilsyneladende orden under et patriarkalsk regimente. Selvstændig og kritisk tænkning var helt usædvanligt i disse gamle dage.

Kun ord kan forme min historie, ord som formes til en krønike af fakta, andres fortællinger, samt mine forestillinger og drømme.