(Foto svoger Ib)
Tropevarmen i Tanzania
En sen eftermiddagen, tidligt i 1977, landede vores fly i Arusha i det nordlige Tanzania.
Solen stod lavt i vest, da jeg, fra den bagerste dør i maskinen, trådte ud på flytappen. Først troede jeg, at det var varmen fra flymotoren jeg fik i ansigtet, men jeg lærte hurtigt at sætte pris på tropeluften.
Et år efter mit første møde med den tropiske varme, sidder jeg en aften i det sydligste af Tanzania og nyder alene-livet. (Læs også:Tanzania 1977)
Petroleumslamper og svale aftner
Søndag 5. marts 1978. Soluti. – I dagbogen skriver jeg:
“Det er aften, det er søndag og det er Tanganika, shambani porini (langt ude i bushen), men jeg kan lide det”. Helt alene, en stor hvid dansk kleppert midt blandt tanzanianere. Og jeg er kommet på landet – med een times kørsel til købmanden i tørvejr. I regnvejr kommer vi ikke frem. Vennerne bor en dagsrejse herfra og min arbejdsgiver i Dar Es Salaam to dagsrejser.
“Olielamperne er lige blevet tændt og udenfor er det mørkt kabisa. Den bedste lampe, petromaxen, lyser over bordet og flagermuslampen, tændt for svagt blus, står på gulvet og bruges til at finde rundt – lokum, køkken og inde i huset. Min gekko med klæbefødder er gået i aktion. Den sidder på et tagspær med hovedet nedad, afventende og i nærheden af lampen. Snart fanger den elegant en uheldige natsværmer. Denne gekko var en lille unge da jeg kom for 4 uger siden, nu er den stor og fed”.
(Bananen trives ved lokum og bad – foto svoger Ib)
Mit andet år som u-lands frivillig i Tanzania
Det er mit andet år i Tanzania og min anden u-landsopgave. Det første år arbejdede jeg helt nord i Tanzania, ude ved kysten, ikke langt fra grænsen til Kenya.
Her på Soluti Experimental Station bor jeg i et lille hus med to rom og et tilknyttet lille gårdsrom, hvor jeg stort set altid opholder mig. I gårdens ene side er der et halvtag med bord og stole, samt alt jeg ellers har brug for i løbet af aftenen, dvs pen og brevpapir, musikkassetter og dagbogen. I gårdens anden side er der køkken i det ene hjørne – her hersker min kok, bwana Komba. Vi snakker swahili sammen – lokalsproget, som jeg snakker med alle her. I det andet hjørne er der et åbent bad med en bananpalme udenfor, samt en lille dør i muren til mit lokum. En større dør åbner ud til vejen, dvs. et hjulspor som fører til distriktsbyen Songea – 60 km herfra. En gang om ugen tar jeg motorcyklen og kører til Songea – for at handle, gå i banken o.l. Songea har også posthus. Posthuset er livsnerven til omverdenen – telefon findes ikke i denne del af Tanzania. Medicin, som antibiotika, købes i kiosken, samme sted kan jeg også købe kiks og varme sodavand. Et hospital med noget, der bare ligner lidt på hjemlige standarter, findes kun i Dar es Salaam
Omgivet af høje majsmarker og stråhytter
På den anden side af hjulsporet er der en majs mark og på den anden side af majsmarken, ca. 40 km længere mod syd gennem bush og små landsbyer, ligger Mozambique.
Huset tilhører forsøgsstationen “Soluti Experimental Station”, som er en gren af Uyole Agriculture Center – et større nordisk landbrugsprojekt i Mbeya, langt herfra. På Soluti gennemfører vi planteforsøg og har demonstrationsmarker hos bønderne i omkringliggende landsbyer. Vi afprøver forskellige sorter af majs og sorgum, samt jordnødder og bønner. I demonstrationsmarkerne viser vi nye plantesorter og vi demonstrerer effekten af forskellige gødningsmængder.
Motorcykel og pen og papir
Alle mine aftner sidder jeg ved bordet med pen og papir foran mig og petroleums lampen ved siden af. Først skal dagbogen have sit, derefter skriver jeg breve. Dagbogen er en fin lille sag, indbundet i rødt læder. En gave fra gode venner i opgangen hjemme i Århus. Min studentikose tid i Århus var forbi.
(Tændspolen ses efter. Det blev til mange kilometer – foto svoger Ib)
Trods gode og nyttige dage på Århus Universitet i årene før Tanzania, så står det klart for mig:
At aldrig har jeg lært så meget på så kort tid, som i tiden i Tanzania
Om alt muligt. Selvfølgelig om land, folk, sprog, arbejde, kultur osv. Men jeg blev forbavset, da det gik op for mig, at afstanden til Danmark medførte en stor pulje læring om mig selv, det danske og om Danmark. Jeg lærte, at det ikke er selvfølge; at posten kommer; at der er hjælp når man bliver syg og at jeg lever fint bare jeg har mel, gær og mælkepulver. Og at breve har en livgivende virkning, når man er langt hjemmefra.
Motorcyklen, en Honda med 125 cc, bragte mig langt omkring – det blev til 1000vis af km på vejene i Tanzania. Ud over alle oplevelserne, så fik jeg en fin kulør af livet med motorcyklen
Læs også: Tanzania 1977
