Ellen Bonde – tipoldemor
Som arving til Boel 36 kendte min tipoldemor, Ellen Bonde, livets realiteter så alt for godt. Men Ellen voksede op med opgaven og tog efterhånden ansvar for, at både gården og slægten blev ført videre. Og det var ikke så lidt, når man tager hendes situation i betragtning.
Af det lille vi ved, så var der 3 mænd, som Ellen lukkede helt ind i sit liv. Den første, var smedens søn Peter. Det endte tragisk. Da Ellen, i 1828, var gravid i fjerde måned, tog Peter sit eget liv – som skrevet står i kirkebogen: Peter Christensen Schmidt “skar sin egen hals” den 8. august 1808. Det var dagen før Peters fødselsdag.
Ellens næste mand hed Frederik Mads Clausen, han blev boelsmand på Stjørnsholm og det er efter denne Frederik, at fik vi slægtsnavnet Frederiksen. Tipoldefar, Frederik, og tipoldemor, Ellen, passede gården i 13 år, men en uges tid før jul i 1943 døde Frederik og Ellen måtte følge sin mand nummer 2 til graven. Ellen var nu 35 år og havde født 5 børn, der var mellem 5 og 15 år. Nu skulle Ellen atter og snarest finde en ny mand, så både gård og slægt kunne passes på beste vis.
Det nye ægteskab blev ført til protokols i Nordborg Kirke den 22 november 1844. Ellens tredje mand, Jes Thonesen, bliver nu taget ind på gården som sættemand og Ellen og Jes får sammen 3 drenge. Sammen passer de gården i 23 år indtil oldefar, Mads Frederiksen, overtager Stjørnsholm i 1867.
Mads Frederiksen – oldefar
Da Ellen Bonde blev født i 1808 var det skæbnens spil – sådan troede mange på den tid. Gud, nissen eller åmanden havde den gang altid en hånd på rattet. Først senere, da Ellens søn, oldefar Mads Frederiksen, blev husbond på Stjørnsholm, blev virkeligheden, fakta og videnskab faktorer, der kunne modsige tro, overtro, skæbne og lignende menneskelige tanker. Og måske var skæbnen ikke så dårlig endda da Ellen blev undfanget. Ellens mor, Maren, mistede sin mand, Christian Uhlenberg, midt i høsttiden. Naboens søn, Niels Bonde, kom ind over hegnet og hjalp både med høsten og Marens sorg og kvie. Bryllup blev det et halvt år efter begravelsen og ifølge kirkebogen blev Ellen født og døbt i Nordborg Kirke ikke så længe efter bryllupet.
Hvert år skete det forunderlige; kalve blev født, heste folede og smågrise, gæs og høns kom til. Markens grøde blev høstet og alt var i Guds hånd og i skæbnen vold. Gik det galt havde der sikkert været onde kræfter, som nissen, åmanden, heksen eller troldkarlen, på spil. Gik det godt, så takkede man, som minimum, sin Skaber Gud. Og måske, ja ganske sikkert, blev der sat en ekstra stor portion grød op på loftet til nissen ved juletid. Man affandt sig med skæbnen og var stort set tilfreds med Guds hånd, inde som ude.
Men med oldefar, Mads Frederiksen, begynder en ny tid, en tid, hvor man måler, regner og beregner, for så at høste endnu mere end året før. Rationalitet og økonomi sætter sig igennem, landbruget vokser og familien får nye ideer.
