Slægtsgården Stjørnsholm
Huse på et jordstykke - Boel nr. 36Tilbage til gården
Jeg rejste ud mange gange – til sidst for altid. Nu er denne sidste rejse længe siden og gården Stjørnsholm drives idag af en ny slægt, hvor 3. generation allerede er godt igang med skolen og livet.
På disse sider er jeg på litterær rejse tilbage til gården, hvorfra jeg skriver om slægtens liv på Stjørnsholm i gamle dage.
Gården ligger ved Dyvigvej, vejen der går fra Sønderborg til Nordals. Efter gården ender vejen blindt ved bådehavnen Dyvig med Dyvig Badehotel.
Dyvig er en idyllisk vig, der blev dannet efter sidste Istid. Isen forsvandt og efterlod et landskab med bakker, søer, fjorde og vige.
Dyvig er en sådan vig og i vandkanten mødes vigen med Stjørnsholms marker.
Historier fra Gården
Slægten og livet på gården gennem 4 generationer
Boels mænd på Stjørnsholm
Galleriet herunder viser gårdens 3 sidste gårdejere.
De havde sammenlagt ansvaret for gården i 119 år og de har meget at fortælle.
Selv rejste jeg fra gården og far solgte Stjørnsholm i 1986.
De 3 gårdejere / boelsmænd fra perioden 1867-1986
Mads Frederiksen
Oldefar – Boelsmand fra 1867-1903
Frederik Madsen Frederiksen
Farfar – Boelsmand fra 1903-1940
Mads Frederiksen
Far – Boelsmand fra 1940-1986
Slægtens sidste 3 gårdmænd
Igen og igen sker der noget på gården – masser af datoer og noter er skrevet med pen og blæk i gårdens gamle dagbøger.
Gårdens historie vokser ud af disse dagbøger. Her er 3 eksempler:
1. Gården skifter ejer
Königlich Preussische Amts Gericht, Nordburg.
14. januar 1868. Mor og søn er i Nordburg Königlich Preussishe Amts Gericht for at underskrive salgs- og aftægtskontrakten mellem tipoldemor, Ellen, og oldefar, Mads.
Her er et kort uddrag af kontrakten:
Kontant 4.320 Rigsdaler. Samt årlig; 3 Tønder Rug, 4 Skjepper Hvede, 3 Tønder Byg, 4 Skjepper Malt, 4 Sækker Kartofler, en feed Gris, 8 Pund Flommer, 3 Pund Hør; 7 Pund Uld, 40 Pund Smør, 4 Lam, 2 Læs Stivning, 10.000 Tørv, daglig nymalked mælk (sommer 5 kander og vinter 2 kander), frit Gulvsand, fri vask og brødbagning.
2. Farfar inviterer til bryllup (fra dagbogen)
3. november 1892: (Farfar, dengang lillebror Frederik, på hesteryg Nordals rundt.) Godt Weier. Jeg har budt til Bryllup for Christian Kolmos og Søster Ellen, jeg begynder i Vesterlund, Mels, Broballeg, Oxebøll, Brandsbøll, Lunden, Hagenberg, Lauenby og til sidst Norborg, og paa Fredag i Pøhl og Holm.
10. november 1892. Godt Weier. Vi har allesammen været til Bryllup hos Ellen og Christian
11. november 1892. Godt Weier. Vi har alle været til Bryllup igen. Det var meget muntert.
3. Fars revolution
1. november 1948. Købt traktor; John Deere, fra H. Beyer, Åbenrå. Kr. 14.550.
En grøn traktor kører ind på gårdspladsen og i årene fremover bliver håndredskaber og seletøj hængende på væggen og hestene trækkes ud af gården. Marchall Planen blev besluttet i 1948 og far køber sin John Deere samme år.
I de følgende år køber far: 3 gummivogne, plov, stubkultivator, traktorer nr 2 og nr 3, mejetærsker, siloer, kornblæser, rundballepresser, sideriver, oliefyr, radrenser, grøntsnitter osv.
Nu forsvinder daglejerne ud af lønregnskaberne; en sølvfarvet mejetærsker klarer høsten; frontlæsser og møgspreder erstatter møggreb og kassevogn og en traktorplov gør nu arbejdet for 2 spand heste.
Landsbyen lukkes ned
Stjørnsholms 3 Boels mænd passede deres arbejde i 119 år og gården voksede. Samtidig – skridt for skridt – blev konsekvensen af gårdejernes virketrang, at landsbyen blev lukket ned.
Landsbyens forpligtigende fællesskab blev nedbrudt til ukendelighed, daglejerne og deres familier måtte finde nyt arbejde og slægter spredtes for alle vinde.
Men landsbyen, Holm, genopfandt sig selv og nu blomstrer fællesskabet på nyt.
Læs evt. om Holm Landsbylaug HER
Det er sengetid og far ”lygter gården af”
Året er 1958 og inden sengetid går Mads en runde.
Gårdspladsen ligger øde hen – som én stor mørk firkant. Murene er høje og mod syd når månen sjældent op over tagryggen. Her er fred og ro og en landlig stilhed.
Stalden er næsten ny, 16 køer på hver side af fodergangen. Køerne tygger drøv, de fleste ligger ned. I farestalden ligger grisesøer tungt på siden med ryggen tæt på varmelampen, der er vand i truget til natten og smågrisene opfører sig som tænkt – de ligger udstrakte og lyserøde under varmelampen.
Traktorerne står stille, den grønne, den røde og den blå er hver for sig parkeret bag grønmalede porte.
Gummivognene står afventende i hver sit hul i vognporten og møddingen ligger høj, bred og dunstende under nattehimmelen.
Mads kigger ud over markerne mod øst – i næsten 50 år har han gået i træsko og støvler på kryds og tværs af disse marker. Alene, sammen med sin far, bag hestespand eller siddet på en traktor. Han kender lerjordens egenskaber og ved hvor skelpælene står.
”I morgen kan vi så hvede på Langager – Victor og Niels må gøre klar” tænkte Mads, mens han går ind for natten.
Fortællinger på Bloggen ›
Gården Stjørnsholm ligger ved Dyvig
“Stjørnsholm” ligger ved Dyvig og har altid ligget på samme jordstykke. Jorden har i århundreder været livsgrundlaget for gårdens folk. Fra jorden fik de mad, husly og klæder – ja, de havde kun jorden og livet.
Gården Stjørnsholm ligger ved Dyvig
“Stjørnsholm” ligger ved Dyvig og har altid ligget på samme jordstykke. Jorden har i århundreder været livsgrundlaget for gårdens folk. Fra jorden fik de mad, husly og klæder – ja, de havde kun jorden og livet.
Frederik Frederiksen
På hjemmesiden fortæller jeg om Stjørnsholm på Als, gården jeg voksede op på, og om slægtens liv fra 1808 til1986.
Stjørnsholm, Dyvigvej 12, ligger ved vejen fra Sønderborg til Nordals - tæt ved havnen Dyvig. Her har gårdens folk passet jorden og set efter dyrene i århundreder.
Med hjemmesiden ønsker jeg at bidrage både til landsbyens lokal historiske hukommelse og til min families minder om gården i gamle dage.
Arkiver